Jeg har aldrig mødt et ukreativt menneske – Writers Blog

Adskillige gange er jeg stødt på mennesker, som indædt hævdede, at ”jeg er jo ikke kreativ”. Udover at være en meget ukreativ måde at se sig selv på, er det ikke sandt. For alle mennesker er kreative. Uden undtagelse.

At kreere er at skabe, og alle skaber noget hver eneste dag. Om det er en kage, et regnskab i Excel eller en renspulet flise er ligegyldigt. Man skaber noget om fra tanke til virkelighed, ergo er man skabende = kreativ.

Al kreativitet begynder med, at noget IKKE er der. Kageformen er tom. Økonomien mangler overblik. Flisen er beskidt. Når man irriteres tilstrækkeligt over det, der ikke er der, laver man det normalt om. Efter flere somre uden sol, forsyner man terrassen med overdækning, så man også kan nyde kaffen udendørs i regnvejr. Efter par somre med dejlig meget sol, bygger man en ny terrasse, så man kan nyde kaffen udendørs uden overdækning. Når grunden er for lille, flytter man.

Som mennesker burde vi elske, hver gang der er noget, vi mangler, for det er samtidig en invitation til at skabe det.

Den berømte ”angst for det hvide papir” er en absurditet. Alt nyt starter med et stykke ingenting. Ingenting er det eneste sted, hvor alting har plads til at folde sig ud.

Når jeg sætter mig ned for at skrive, ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg kan have en vag idé, men idéen bliver sjældent tydeligere, hvis jeg sætter mig til at vente. I stedet må jeg begynde et sted og se, hvad der sker. Og så sker der noget! I det sekund jeg begynder at skabe (mig), begynder alt muligt at ske. Idéerne flyver tættere på og får tydelige konturer.

Paradoksalt nok er idéer er ikke noget, man skaber. På alle de sprog, jeg kender, er idéer er noget, man får. Det er små gaver fra universet, der drysser ned over os – men ofte først, når vi allerede har besluttet os for at skabe noget. Man står med dejen til chokoladekagen og får pludselig det indfald at blande Grand Marnier i dejen. Man spuler flisen så indædt at den flækker og opdager, at man virkeligheden hellere vil have terrassen i et andet mønster end firkanter. Den med regnskabet lader jeg så lige ligge…

Skulle man få den tanke, at man ikke er kreativ, må man derfor være venlig at tænke om igen. Du skaber noget hver dag – og jo mere, du skaber, jo flere idéer tiltrækker du. Er det ikke mirakuløst?

Historien ”Vip Vap Videre” handler om at få idéer og for Guds skyld huske at behandle dem ordentligt.

Hvis du har lyst til at skabe lidt røre i din indre virkelighed, finder du den på Saxo.com gratis i denne uge –

her